Heart'beat Del 1

Heart’Beat

Det har stået på længe, de fleste af mine venner er trætte af det, og på mange måder er jeg. Men man kan ikke styrer sine egne følelser, når den følelse er så kraftig. Men stadig er det en god fornemmelse. Jeg taler nu som en enér, men alle på den her mystiske jord har det på samme måde som mig, alle! Både piger og drenge, de mennesker som har intet ondt har gjord, som en lille uskyldig fugleunge der lige er kommet ud af sit æg. Og selv de ondeste mennesker på denne jord så onde, som at stå med en pistol og kigge på et lille uskyldigt  barn der kun udstråler frygt kunne tage det uskyldige liv, selv så onde mennesker kan få en så stærk og hård følelse! Jeg tror i ved hvad jeg taler om.

At være forelsket … 

Jeg har kun prøvet at være forelsket en gang før, og det er også mere end nok, er ikke stolt eller lykkelig over mit tidligere liv, og har heler ikke brug for at tænke tilbage på den, men man kan ikke flygte fra sin fortid, men fuck det jeg har godt nu!

Jeg har kunne lig den her fyr i et stykke tid efterhånden. Og jeg fuck’t træt af det! Det tager hård på ens krafter, og er ikke til at gøre noget ved når man er direkte shy.

Der var gået lang tid siden at jeg rigtig havde set ham. Han er jo en af mine bedste venner i klikken, men han ved det bare ikke så meget som mig, hvis du ved hvad jeg mener? Det en helt normal dag som alle andre, eller nej! VRØVL! Not true, det var ikke en normal dag’! Lige siden efterårs ferien har det sået på, men jeg havde fast besluttet mig at jeg skulle snakke med ham om et par ting i dag! 

Juleferien var lige om hjørnet, så det havde stået på længe^, jeg tog chancen til morgensang på efterskolen. Da den var slut, prøvede man som sædvanlig at masse sig ud af mængden af mennesker, der var sure og havde dårlig ånde, ad. Da jeg endelig kom ud af det klamme lokale stod jeg og ventede op af pool’bordet, jeg stod og tænkte” Fuck, nu det nu! Du kan godt bare find ham og sig som det er” Jeg stod kiggede på folkemængden der stadig var på vej ud ad den smalle dør, og endelig! Jeg skimtede en lille nuttet sort hanekam, og prøvede at finde hans øjne. Han var ude, jeg lukkede øjnene, trak på skulderne og tog en dyb indånding, og hviskede lavt” så det nu” Jeg satte hård fra og gik stift hen imod ham. Jeg fik ret hurtigt øjenkontakt med ham, og fastlåste mit blik på ham som en hentydning. Da jeg endelig kom igennem folkemængden, stod lige foran ham, min dybe indånding kom ud og jeg sagde”Hey, Carsten kan vi ikke lige snakke sammen senere, det haster ret så meget og det skal være i dag!” ”Jo okay, men husk mig lige på det for jeg glemmer det sikkert!” PSSSST! Den gjorde ondt! Den første ar på hjertet fra den dag, ”Glemmer det sikkert!!!” Rend mig lige op i ANUS, bare en klam replik for at spille tuff’guy! AD! Stop det tak. Jeg sagde fint og for at bevare min værdighed. 

Det var en ekstrem lang skole dag, jeg sad hele tiden og tænkte på det jeg ville sige til ham, og tiden på skolen var hård nok i forvejen, Amanda var sygemeldt i 2 uger og det er helt vildt meget for mig og de andre i kredsen.

Timerne  var lange men jeg fik trøst og hjælp Mojo & Marie<3 Dansk sluttede og vi 3 gik overmod spisesalen for at drikke kaffe, jeg håbede lidt at han var, og et andet sted ikke. Jeg ville tage det med oprejst pande tilden tid. Vi kom frem og vi fandt hurtigt Anso og Kellberg. Mojo fortalte dem at jeg skulle snakke med Carsten senere og de blev helt vilde. Vi smed skoene og gik ind og satte os, jeg kiggede hurtig efter ham, men han var ikke til stede jeg åndede ud og satte mig og drak min kaffe. Anso rejste sig fordi Mads stod ude ved døren og var ved at tage sko af, de andre sad og snakkede, men jeg sad stille og betragtede Anso & Mads der stod og kyssede, deres ansigter formede sig som, det var mig og Carsten der stod i døren, der gjorde ondt, de gik ud på gangen for at snakke alene.

Jeg sad til sidst og snakkede med Nørholt og pludselig stod Kellberg i døren og pegede på mig, jeg kunne se at hun hentydede til at jeg skulle komme, jeg sagde højt, ”Hva, nu KK?!” Hun kiggede på mig uden at sige noget, og blev ved med at pege ud på gangen. Jeg rejste mig oprørt og gik ud til hende, og sagde ”Hva er det nu?!” ”Prøv at gå ud på gangen og kig jeg tror du går ret meget i chok!” Jeg gik ud på gangen og kiggede, jeg stivnede og mine øjne stod ret åbne! Jeg Skreg og løb …

Fortsættelse følger ...